Hukommelse. Vi kan huske, og det er ret fedt. Vi kan huske at det gør ondt at have fingeren inde i ild, at luftsirenerne afprøves en gang om året og hvor hyggeligt det var at have besøg af en ny ven sidste måned. Og det er omtrent sådan hukommelsen er opdelt: en kropslig (ubevidst) hukommelse, en fakta-baseret del (7-tabellen) og en mere fornemmelses-orienteret måde at huske på (sommer er solskin). Alle områderne hænger sammen og kringler sig ud og ind mellem hinanden, og det kan af og til skabe problemer.
Vi oplever alting, men "gemmer" kun en brøkdel, den brøkdel som vores hjerne mener er relevant. Det ville være lidt i overkanten at huske hvordan hvert snefnug faldt en given snevejrsdag, så istedet generaliserer hjernen. Når det sner falder der snefnug, og alle snefnug daler omtrent på samme måde, så derfor ser det ud på en bestemt måde.
På længere sigt generaliserer hjernen også over mere overordnede ting. Jeg synes jo selv at kunne mærke klimaforandringerne ved, at det sjældent er hvid jul længere - det var det altid da jeg var barn. Faktum er, at en hvid jul forekommer hver 6. år, så jeg har højst kunne opleve en hvid jul 6-7 gange i mit liv - det ville være statistisk sært hvis de lå i streg fra jeg var 2 til 8-9 år gammel. Næh, det er såmænd bare min hjerne, der fylder huller ud: Jul er noget med sne, så naturligvis var der sne.
Når de forskellige dele af hukommelsen og kroppen kobles sammen er der større "træfsikkerhed". Jeg kan f.eks. huske hvem der var tilstede i stuen ved EM i '92, hvilket også er clearet af flere gange med min far. I det øjeblik var mange dele af min krop og hjerne aktiveret både sansemæssigt, følelsesmæssigt og kognitivt. Jeg husker også da min kone og jeg kyssede første gang, jeg kan beskrive det meget detaljeret og har mange gange fået bekræftet det hos hende - altså at det er korrekt hvad jeg husker.
Men generaliseringen toppes med, at nyere forsøg viser, at når vi genkalder os en erindring ændrer hjernen aktivt på den. Vi kan altså ikke være sikre på at det, vi husker er rigtigt. Hver gang vi tænker på noget fra fortiden ændrer det sig med ret stor sandsynlighed, medmindre vi har noget helt specifikt at koble det sammen med.
Og her kommer skænderiet med konen ind. De fleste skænderier jeg kender, handler om noget vi husker vi har sagt eller gjort. "Jamen, du sagde altså at jeg..". "Nej, det har jeg fandme aldrig sagt, jeg sagde at..." - repeat. Vi er begge to i den klare overbevisning om at det vi husker er rigtigt - men det er det nødvendigvis ikke. Vores disputer kommer til at handle om den måde vi erindrer en specifik situation på, og om at forsikre hinanden om, at det vi hver især husker er det rigtige. Den objektive sandhed er, at ingen af os husker rigtigt. Og hvis den ene gør, vil den anden ikke kunne rykke sig, for overbisningen er klar som det fineste nypudsede krystalglas.
Derfor dør de fleste argumenter efterhånden ved "Okay, der har vi så en forskellig opfattelse af fortiden.". Og så dropper vi det og diskuterer ting der betyder noget nu og her. Og så er skænderiet slut.
Din hjerne ændrer og generaliserer erindringer for at kunne kapere det hele og skabe mening, så når konen siger "da du sagde at jeg..", og du mener du aldrig har sagt det, så tænk på det som forskellige opfattelser af fortiden. For det er det.
