Wordfeuds bonus-funktion

En ven gjorde mig opmærksom på det her, og det ville jeg eksperimentere lidt med, bare for fornøjelsens skyld.

Spillet Wordfeud er populært hos begge køn i alle aldre, og der er mulighed for at spille med en tilfældig modspiller. Du kan have 30 spil kørende samtidig og har det altid med dig i din smartphone.

Spiller du med et anonymt brugernavn (f.eks. Cyklisten) vil du hurtigt få chat-beskeder alá "Hej, fyr på 29 her". Efterlader du et årstal (Cyklisten76) vil du opleve flere, der med det samme afbryder spillet. Med et kønsspecifikt navn (Kongen77) er der flere resigns fra andre kønsfæller. Har du et kønsspecifikt navn og årstal vil du generelt ende med at have flere modspillere af modsat køn. Spiller man ord med sexuel karakter (sex, samleje, elsker, bolle, bryster, pik osv.) vil der ofte komme en reaktion i chatten.

Wordfeud har med sin chat-funktion sat sig selv i position som et sjovt, tilpas anonymt og nærværende score-app.

Intet mindre end genialt tænkt!

Menneskelig musikalitet

En tone er en lyd, der har en vedvarende frekvens, og en rytme er lyde placeret i bestemte tidsintervaller. Når du kan adskille lydes frekvenser fra hinanden og fornemme (forskellen i) tidsintervaller, så kan du i princippet forstå musik. Det var hvad jeg smed ud i gårsdagens session på NINJAM.

"Men du kan høre når der er et menneske bag musikken", lød svaret, og er det ikke sådan det er? Selv meget elektroniske musik-magere har netop lige DET twist der gør, at det er tydeligt at der er et menneske bag. Det kan godt være, at det er et menneske med et keyboard, et computer og en masse know-how, der får violinen til at lyde ægte, men der er stadig et menneske bag. En robot vil kunne genkende mønstre i flere forskellige slags musik, blande det sammen og lave en ny "blanding", men der vil stadig have været et menneske (eller flere) i grundlaget.

Derfor kan en robot aldrig lave musik for mennesker i længden.

Slå mig i hovedet med mit liv

Her er et eksempel på hvad jeg opfatter som den danske stats formynderi:

DR's nyheder fortæller idag, at Momentum (KL's blad) har bestilt en undersøgelse, der viser at børn i førskole-alderen sover for lidt. Hvis man læser undersøgelsens resultater igennem viser det sig dog, at 70% af personale i daginstitutionerne svarer at størstedelen af børn møder udhvilede og 24% mener at halvdelen af børnene er oplagte når de ankommer.

Lidt tankeaktivitet hos mig fører mig frem til, at det for det første er et ret subjektivt spørgsmål ("hvor stor en andel af børnene i din daginstitution er på en almindelig dag udhvilet når de møder, når de ankommer?") og for det andet så er det sandsynligvis ikke de samme børn hver dag.

DR disker op med en søvnekspert der fortæller hvor skadeligt det kan være at mangle søvn (BIG surprice!) og at skolebørn bliver dumme hvis de sover for lidt.

Lidt mere hjernespind her, og tanken om at hele det her ikke er forkert, men at der kun opstår en vidtrækkende risiko hvis der konsekvent soves for lidt.

Så kommer der "gode råd" og anvisninger til hvordan søvnmangel forebygges og hvor længe børn skal sove. Det er ting som at bytte om på dagens rutiner og aktiviteter.

Synapserne svirrer i mit kranie, og så dukker spørgsmålene op i min kognitive bevidsthed:

- Er der i virkeligheden tale om et generelt problem?

- Stemmer samfundets krav om almindelig dannelse overens med de såkaldte anvisninger som Danmarks stats nyhedsorgan formidler?

- Kan man generalisere børns søvnbehov?

For mig at se er det fornuftigt at have viden om søvns betydning, og alligevel krummer jeg tæer når mine skattekroner bruges til at fortælle mig hvordan jeg skal leve mit eget liv, hvordan mine børn skal leve og ikke mindst give det en karakter af, at jeg generelt gør det forkert.

Vores krop er ikke bygget til sociale medier

Det er et mindre kendt, men populært faktum, at den menneskelige krop kræver fysisk berøring og nærvær. Når berøringen eller nærværet er tilstede udskiller hjernen hormonlignende stoffer der aktivt fremmer kroppens evne til at præstere. Når det ikke er tilstede (over længere tid) vil kroppen "visne". Det kan lyde en smule alternativt i nogles ører, men den er god nok - der ER videnskabeligt belæg for det, i kraft af undersøgelser af stoffernes mængde i blodet hos forskellige målgrupper. Det er stoffer som eksempelvis oxytocin, serotonin og dopamin (blandt de mest kendte) man har målt niveauer på i blodet og kroppens evne til at anvende dem.

Grunden til at dette er interessant for mig i 2012, er den stigende tendens jeg oplever hos mig selv og min omgangskreds (og min omgangskreds' omgangskreds) til at bruge såkaldte sociale medier. Set i et nærværs- og berøringsmæssigt perspektiv er sociale medier så absolut asociale: det er åbenlyst at berøring ikke kan lade sig gøre, og nærværet bliver erstattet af en alternativ virkelighed, der har en tænd-sluk-knap.

Teknologien arbejder hen mod at gøre kontakt mere effektiv, interessant og personligt givende. Det er f.eks. muligt at føre flere samtaler på samme tid, at give respons uden at modreaktionen har betydning og at fjerne sig fra venteværelset. Personligt har jeg altid smartphonen på mig, og den er altid forbundet til skyen, og skal jeg vente få minutter bruger jeg den aktivt - at lave ingenting overhovedet hører fortiden til. Og jeg kan se på mine børn, andres børn og andres børns venner og deres venner, at det kun er starten.

Det vender på et tidspunkt. Det bliver nødt til at vende, alene af den grund at menneskekroppen ikke er bygget til pseudo-nærvær og distanceret kommunikation. Jeg tænker at jeg vil være en smule på forkant med udviklingen, og udbrede det her mere og bevidst gøre mig selv mere berørende og nærværende.