Min ven fortæller mig meget entuisiastisk om en dokumentar han har set, hvor hjerneforskere har søgt at kortlægge hvad der sker i hjernen, når en rubiks-ekspert løser terningen på forskellig vis. Hjerneforskerne ser til deres overraskelse, at følelses-områderne er mere i spil end de matematiske. Jeg har en mulig forklaring med mit kendskab til at løse terningen og lidt kendskab til hvordan hjernen fungerer:
Når vi skal lagre noget benyttes (groft sagt) korttidshukommelsen og langtidshukommelsen. Lagringen "flytter" sig fra det ene system til det andet, så færdigheder kan automatiseres. Det er praktisk i forhold til, at hjernen kun behøver at huske de ting, som der er brug for ofte. Vi behøver f.eks. ikke at skulle regne ud, hvordan mobiltelfonen låses op hver gang vi skal bruge den. En pianist behøver ikke at regne ud hvordan en harmoni sammensættes, hver gang han skal bruge den. Vi behøver ikke at tænke over hvordan man cykler (tænk lige over hvor mange processer der er i cykling!). Lagringen foregår kropsligt, og trækker på alle de informationer der kan trækkes fra kroppens "måleapperater" (muskler, sanser, følelser osv.). Som en sidebemærkning kan det nævnes, at det område i hjernen, der er særligt aktiveret når vi løser matematiske problemer, er samme sted som informationer fra sanserne krydser hinanden.
I Rubiks-teminologi taler man om algoritmer, og en algoritme er en præcis beskrivelse af hvordan et problem løses. Vil man have farverne på terningen organiseret på en bestemt måde, er der en specifik rækkefølge man skal dreje på de forskellige sider. En algoritme kan se sådan her ud: R U R' og står for RIGHT -> UP -> RIGHT INVERTED - altså højre, op, højre omvendt. På terningen drejes først den højre side (med uret), toppen (med uret) og igen højre (mod uret). Der er hundredevis af kendte algoritmer til at bearbejde terningen til den ønskede måde, og de kan være lange. Når det så er sagt, kan jeg henvise til 4 rækkefølger under 7 træk, der vil løse en hvilken som helst Rubiks-terning (med tre lag). Det betyder, at løsningen af terningen er knapt så afhængig af matematik, men mere afhængig af hukommelsen. På en måned vil de fleste kunne lære at løse en Rubiks-terning på under et minut hvis de øver ½-1 time om dagen.
Rubiks-eksperten har lagret en masse rækkefølger kropsligt, og samtidig trænet fingerene (muskler har også en form for hukommelse). Derfor kan man også opleve, at forstyrres Rubiks-løseren midt i en algoritme, vil personen skulle begynde forfra, for det er næsten umuligt at regne ud hvad der skal til for at komme videre. Eksperten har læringen i fingrene til at arbejde i lyntempo, nøjagtigt som en person på en fiskefabrik kan filettere en fisk på meget kort tid.
Hjerneforskerne i dokumentaren har forudsat, at det kræver matematik for at løse terningen, men eftersom det i højere grad forudsætter kropsligt lagrede dispositioner er det mere klart hvorfor de undrer sig. Set fra mit hjørne af verden er det ikke mere "mystisk", end af en musiker kan huske rækkefølgen af toner i tusindvis af sange, eller at en læge kan forudsige hundredevis af konsekvenser af forskellige symptomer på stående fod.
Det er min teori.
