Det er et mindre kendt, men populært faktum, at den menneskelige krop kræver fysisk berøring og nærvær. Når berøringen eller nærværet er tilstede udskiller hjernen hormonlignende stoffer der aktivt fremmer kroppens evne til at præstere. Når det ikke er tilstede (over længere tid) vil kroppen "visne". Det kan lyde en smule alternativt i nogles ører, men den er god nok - der ER videnskabeligt belæg for det, i kraft af undersøgelser af stoffernes mængde i blodet hos forskellige målgrupper. Det er stoffer som eksempelvis oxytocin, serotonin og dopamin (blandt de mest kendte) man har målt niveauer på i blodet og kroppens evne til at anvende dem.
Grunden til at dette er interessant for mig i 2012, er den stigende tendens jeg oplever hos mig selv og min omgangskreds (og min omgangskreds' omgangskreds) til at bruge såkaldte sociale medier. Set i et nærværs- og berøringsmæssigt perspektiv er sociale medier så absolut asociale: det er åbenlyst at berøring ikke kan lade sig gøre, og nærværet bliver erstattet af en alternativ virkelighed, der har en tænd-sluk-knap.
Teknologien arbejder hen mod at gøre kontakt mere effektiv, interessant og personligt givende. Det er f.eks. muligt at føre flere samtaler på samme tid, at give respons uden at modreaktionen har betydning og at fjerne sig fra venteværelset. Personligt har jeg altid smartphonen på mig, og den er altid forbundet til skyen, og skal jeg vente få minutter bruger jeg den aktivt - at lave ingenting overhovedet hører fortiden til. Og jeg kan se på mine børn, andres børn og andres børns venner og deres venner, at det kun er starten.
Det vender på et tidspunkt. Det bliver nødt til at vende, alene af den grund at menneskekroppen ikke er bygget til pseudo-nærvær og distanceret kommunikation. Jeg tænker at jeg vil være en smule på forkant med udviklingen, og udbrede det her mere og bevidst gøre mig selv mere berørende og nærværende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar